| Målet med teaterlinjen er at træne dig i at udtrykke dig naturligt og organisk på scenen. Du får en række værktøjer og teknikker, som kan bruges indenfor alle teatergenrer og til dit arbejde med filmskuespil.
Som skuespiller er du dit eget instrument og det kan til tider være krævende at udvikle sit talent. Igennem undervisningen lærer du at øve og arbejde selvstændigt og som del af et team. Du støttes i mødet med eventuelle forhindringer, som spænder ben for den direkte vej til arbejdet med eller opbygning af en karakter.
| I det daglige arbejder vi med at komponere scener, at aflæse en teksts skjulte informationer og tilrettelægge en arbejdsproces. Der arbejdes med flere forskellige genrer indenfor teatret – f.eks. klassisk, moderne og komisk.
Du vil flere gange stå på scenen foran publikum i både mindre og større forestillinger. Ligesom du hver uge arbejder på scenen foran dine holdkammerater. I undervisningen er omdrejningspunktet din læreproces, mens det i forbindelse med forestillinger overvejende ligger på resultatet. I perioder med forestillingsarbejde arbejdes der, som det bliver gjort på professionelle produktioner.
UNDERVISNINGEN Undervisningen indeholder bla: skuespillerteknik (baseret på Stanislavskij systemet), scenisk bevægelse, stemmetræning og produktion.
Det er uvæsentligt, om du kommer med årevis af erfaring, eller om du er helt ny indenfor teaterverden. Det afgørende er din vilje til at arbejde med teater og skuespil.
Det er, som elev på teaterlinjen, muligt at få soloundervisning i teater/skuespil. I soloundervisningen arbejder du med en professionel skuespiller/underviser. Solotimerne skal du selv betale for udover skolens normale pris. |    | Oven i alt dette indebærer et højskoleophold på Performers House selvfølgelig også foredrag, sang, fællestimer, koncerter, udflugter, sportsaktiviteter, caféaftner, teaterbesøg og fester. I alt, hvad vi gør her har vi hjertet med; også selvom det til tider vil sidde helt oppe i halsen. >> Teaterlinjen ledes af Mette Rønne (på barsel indtil foråret 2011) >> I stedet vil undervisningen varetages af Mikhail Belinson >> Magnus Errboe underviser på teaterlinjen i fysisk teater >> Karin Sjöholm underviser i stemme/udtryk | |