|
Tanker om mit ophold på performers House foråret 2009:
Jeg har haft flere nærdødsoplevelser i mit liv. Nogle af de mest dramatiske har været de gange, jeg har været på randen af druknedøden i papirer og afleveringer, dengang jeg gik på gymnasiet. Jeg kunne godt lide at gå i skole, men følte mig ofte på dybt vand, og lektierne syntes at hobe sig op til altoverskyggende flodbølger, som på nådesløs facon ikke efterlod sig det mindste håb for overlevelse, når de først rasede. Hvordan jeg alligevel formåede at gennemføre tre år på udmærket vis er mig stadig en gåde, men jeg husker tydeligt, hvad det var, der ændrede min indstilling til kaosset:
En klog mand spurgte mig: ”Hvis jeg tilbød at sende dig af sted på en rejse – lige nu og her – og du selv måtte vælge om rejsen skulle være en charterrejse eller en ekspedition. Hvad ville du så vælge?” Selv i min udmattede tilstand tog det mig ikke to sekunder at svare: charterrejser har aldrig gjort noget mindeværdigt indtryk på mig. Dermed havde jeg pludselig selv, uden helt at være bevidst omkring det, forsvaret min krampagtige kamp mod lektierne og alt besværet ved at gå i gymnasiet. For jeg kunne have valgt en nemmere vej, jeg kunne være taget på charterrejse, men det gjorde jeg ikke. Gymnasiet var, med alle sine strabadser, en ekspedition... og det gik op for mig, at netop derfor ville den blive altafgørende for mig senere hen.
Om jeg fra den dag af fik smag for ekspeditioner, eller om det er skæbnen, der har besluttet sig for en gang for alle at stille mig til ansvar for mit svar dengang, ved jeg ikke, men ekspeditionerne er stormet mig i møde siden da. Den vigtigste af dem indtil videre har været Performers House.
Jeg hørte om Performers House ved et rent tilfælde og skrev en ansøgning, fordi jeg kedede mig. Jeg blev klar over, at jeg skulle af sted to uger inden kursets start. Jeg var nervøs. Jeg skulle flytte fra min kæreste, sige et job op, som jeg var meget glad for, og oven i alt det havde tanken om højskole altid ligget mig meget fjern. Jeg har hele mit liv haft et stort behov for at have tid og rum for mig selv, og tanken om at skulle bo sammen med 45 andre mennesker i et halvt år gjorde mig skrækslagen. Alligevel tog jeg af sted uden tøven. Det der tiltrak mig var teaterlinjen og skolens internationale profil plus en mærkelig intuitiv kilden i maven (ekspeditionens kald?)
Og opholdet blev en ekspedition. En ekspedition med strabadser som kun 45 kæmpe-personligheder fra hele verden, sat sammen på kryds og tværs på 4 linjer, (som alle presser eleverne til det yderste og får dem til at yde mere end de troede muligt), kan skabe. Det blev en ekspedition med blod, sved og tårer, tro, håb og kærlighed og derudover en masse meget mere utraditionelle følelser og begreber, som måske slet ikke findes på dansk, men måske på ungarsk... eller mexicansk?
Det er kun 2,5 måned siden, jeg havde min sidste dag på Performers House, og jeg ved af gode grunde stadig ikke, hvad fremtiden bringer. Men en ting er sikker: Jeg er mere forelsket i min kæreste end nogensinde før, jeg er tilbage i mit gamle job OG føler nu, at jeg kan yde en større og bedre indsats, fordi jeg kender mig selv bedre - og jeg har min egen lejlighed på Nørrebro. Med andre ord – jeg har ikke mistet noget som helst. Til gengæld har jeg fået en fantastisk oplevelse med i bagagen, som allerede nu har ændret hele mit liv.
Da jeg startede på Performers House, var det med ønsket om at prøve noget nyt og at give teater en chance. På det tidspunkt var skuespil ikke noget som fyldte i min hverdag. På Performers House mødte jeg nogle fantastiske lærere (mest af alt tak til dig, Mette), som åbnede mine øjne for skuespil. Og ikke bare for skuespil, men for MIT skuespil og de ting, jeg kan. Det var som at lære at læse, og jeg vil aldrig slippe det igen.
Min oplevelse på Performers House åbnede sig for mig ved en tilfældighed, og det gyser hele vejen igennem mig ved tanken om, at den oplevelse så let som ingenting kunne være fløjet forbi mig. Derfor er min opfordring til alle: Grib ekspeditionen! Charterrejsen kan du tage på, når du bliver gammel..
Sofie Alhøj
Elev på forårsholdet 2009
|
Sofies rejse