|
Drømmer du om et efterår på højskole: SÅ oplev det her hos os fra den 22. august til den 17. december 2010.
“Living and studying at Performers House is very intense” (Marijke Westerveen - elev forår 2009) På Performers House får du tid og mulighed for at beskæftige dig med dit hovedfag indenfor områderne musik, dans, teater og nycirkus. Du får specialiseret undervisning af kvalificerede undervisere - og i et kreativt miljø, der ikke findes andre steder i Danmark. Vi tilbyder både linjefag og valgfag: I linjefagstimerne bliver der arbejdet intenst med at udvikle din teknik, din faglighed og dit udtryk og som valgfag kan du vælge mellem flere forskellige kurser, der alle kredser om områderne musik, dans, teater og nycirkus. Desuden indgår du i forløb på tværs af de tre linjer. I små og store projektgrupper, i forestillinger, koncerter og workshops.
Udover arbejdet med din kunstneriske faglighed giver forløbet dig også mulighed for at opleve den kunstneriske proces i sin helhed - fra idé til handling. For ét er at stå på scenen - noget andet er at nå dertil! Det kræver kendskab til projektledelse, fundraising, PR, scenografi samt lyd- og lysdesign.
Som elev på efterårsholdet 2010 får du alle disse fag, der tilsammen giver dig et solidt fundament til den kunstneriske virkelighed, der venter uden for højskolen.
Der tilbydes desuden soloundervisning i alle basisuger.
Se yderligere information om: >> Tilmelding >> Optagelse >> Priser >> Tilskudsmuligheder Ved siden af højskoleopholdet byder Performers House på forskellige kulturelle aktiviteter i efteråret, såsom: koncerter, teateroplevelser, workshops, lectures, foredrag og mange, mange andre ting!
Du er naturligvis velkommen til at kontakte os eller til at komme på besøg på skolen. Ring til Mette Gamborg på telefon 86 800 820 eller send en mail til gamborg@performershouse.dk
|